‘JChristian Jensen undersøger billedets overflade som et forhold mellem bund og grund, farve og figuration. På sit lærred gengiver han smukke, næsten transparente organiske former, der er foran eller bagved en strengt struktureret overflade. Tilsammen danner der sig mønstre af nærmest meditativ karakter og ren æstetik’

Merete Mørup, kunsthistoriker, cand mag, september 2013

JChristian Jensens malerier

Mønstre, lag, foran – bagved, lysende organiske forgreninger, krystallinske net og visualiserede (digitale?) strukturer. Mikro- eller makrooptik? Lærredets stoflighed, malingens og farvens kvalitet; transparens – de enkelte lags integritet og lagenes syntese. JChristian Jensens malerier kan ses som en slags grundforskning.

På overfladen en undersøgelse af forhold mellem bund, grund, farve og figuration. Figuration forstået som mønster, struktur eller princip. Filtre og net skyder sig over fladen; bløde, gennemsigtige amøbeformer og cirkler; sitrende linjer ætser sig ind i lærredet eller lægger sig som et penselstrøg persienneagtigt hen over en kvadratisk flades regelmæssige mønster af gule sole. Det forunderlige sker, med lagenes syntese. Som beskuer drages vi af maleriets umiddelbare skønhed, men nysgerrigheden og tvivlen om, hvad vi perciperer vækkes også. På tættere hold kan systemet dechifreres; alligevel står vi forundret over en virkning, hvor transparente farver og gennemsigtige netstrukturer smelter sammen til én identitet eller fuldstændig hybrid. Udførelsen er ofte systematiseret og delvis mekaniseret, men viser også samtidig den uregelmæssighed gentagelsen indebærer. Jensen undersøger gentagelsens princip og umulighed.

Med øjebliksbilledets udsnit, synes det som om lærredet tilfældigt har fanget mønstre og figurationer, der hele tiden kan danse videre til nye konstellationer. Alligevel bliver det ikke helhedsskabende organiske værker vi uden implikationer kan forholde os til. Nok virker billedet naturskabt - som om det har dannet sig selv – men samtidig peger det umalede lærreds taktile stoflighed og de malede farvelags kvalitet på maleriets objektkarakter. Et billede som er konciperet, konstrueret og udført via en struktureret proces og metode - og  et billede der i sidste ende først bliver færdiggjort hos betragteren.

Måske kan JChristian Jensens forehavende ses som en undersøgelse af billedstrømmen i en højteknologisk tidsalder, hvor grænser mellem biologi og teknologi bliver stadig mere flydende. Som en poetisk, flydende fabuleren over en visualiseret kultur, hvor vi forsøger at afdække livets største mysterier ved at omsætte de mindste og største dele til fascinerende (skærm)billeder. Jensens billeder postulerer dog ikke at kunne give os syn for sagn, snarere tværtimod. Mens vi ser gennem de æstetisk og perceptuelt dragende, forvirrende transparente net og lag, afslører lærredets vævning i bunden, at dette er noget gjort – noget konstrueret – et maleri. De er (kun) billeder. Hvert net og lag er blot endnu et slør lagt henover et andet, sidst er lærredet og bag det  - ingenting.

Birgitte Nymann Eriksen, kunsthistoriker, mag art, januar 2008